VI MÅ NÆRMERE RUSLAND
15. maj 2018
VIDEO: Der er ingen ideologi i Rusland i dag, der kan påtvinges Danmark. Den kolde krig er forbi, og det var russerne og de andre folk i Sovjetunionen, der vandt den. Sovjet-kommunismen faldt fra hinanden, uden at der udbrød krig.
Marie Krarup fra Dansk Folkeparti talte om Rusland i aftes i Det russiske Center for Videnskab og Kultur i København. Samme dag som Rusland indviede en bro, der nu forbinder Krim med det russiske fastland. Det var Dansk-russisk forening, der havde inviteret til debatmøde.
Ifølge Marie Krarup, der er forsvarsordfører, er der borgerkrig i Ukraine, som støttes af Rusland på den ene side og NATO og EU, der støtter den anden side. Og borgerkrigen opstod efter et kup mod den lovlige ukrainske regering.
Men det er ikke noget, man vinder et valg i Danmark på at sige, erkender Marie Krarup:
”Danske medier er ensrettede og anti-russiske. En undersøgelse fra Danmarks Journalisthøjskole har konkluderet, at medierne har et neo-sovjetisk perspektiv på Rusland.”
Forholdet mellem Rusland og Vesten gik galt fra Murens fald, hvor Vesten førte en overlegen politik, der anså Rusland for en mindreværdig stat, der bare skulle overtage vestlige standarder for samfundets indretning.
Marie Krarup undrer sig over, at det i danske medier fremstår, som om oppositionen i Rusland i dag består af den neoliberale aktivist Navalnij med to procents opbakning i den russiske befolkning, når det kommunistiske parti, der nærmest kan beskrives som socialdemokratisk i gammeldags forstand har mellem 10 og 15% opbakning.
Kommunisterne har i øvrigt ifølge partiprogrammet først og fremmest en populær socialpolitik, der vil afbøde de vanskelige økonomiske forhold for store dele af befolkningen, f.eks. pensionister, studerende og lavtlønnede.
Ifølge Marie Krarup er borgerkrigen i Ukraine et symptom på Vestens arrogante ageren i forhold til Rusland:
”Det var nødvendigt for Rusland at handle. Ellers var Krim blevet en militær base for USA.”
AF MIKKEL SCHOU