RUSSISK TALETID
21. maj 2023
I slutningen af marts i år bad dagbladet Arbejderen om et interview med den russiske ambassadør i København.
I anmodningen til den russiske ambassade angav Arbejderen fire spørgsmål som eksempler på, hvad Arbejderen ønskede en samtale om. Nemlig, om hvad der gik forud for den militære intervention, og hvad der venter efter en fredsaftale.
Med andre ord: Arbejderen ønskede en samtale om krisen i Ukraine, der ikke tog udgangspunkt i en fordømmelse af Ruslands militære intervention i Ukraine. I stedet ville Arbejderen forsøge at fremstille, hvordan den russiske forståelse af situationen kan være så forskellig fra den danske.
KORT INTERVIEW
Henvendelsen til ambassaden udsprang af, at undertegnede har tilbudt Arbejderen at tage på reportagerejse til Rusland som freelancer som i 2017. Arbejderen tog imod tilbuddet og mente også, at det var en god ide at indlede med et interview med ambassadøren.
Den russiske ambassade svarede hurtigt i slutningen af marts i år, at ambassadøren ikke havde tid til en samtale med Arbejderen. Men man fremsendte ambassadørens svar på de fire indledende spørgsmål.
Da ambassadørens svar forelå, var det min vurdering, at svarene på de fire spørgsmål ikke kunne bruges som et interview.
Lige så snart det stod klart for ambassaden, at interviewet ikke vil blive bragt i Arbejderen, valgte de selv at lægge interviewet ud på ambassadens hjemmeside den 3. april.
Se ambassadørens svar ved at trykke her: INTERVIEW
Først den 11. maj blev jeg gjort opmærksom på ambassadens opslag. I en ny henvendelse til ambassaden har jeg gjort opmærksom på, at Arbejderen stadig er interesseret i et interview.
Et af ambassadørens svar er dog særligt interessant. Arbejderen ville derfor også gerne spørge ind til, hvad ambassadøren mener med, at forholdet mellem Rusland og Europa aldrig bliver det samme igen.
DANSK REAKTION
Dagbladet Information skriver i en artikel den 20. maj i år, at de har afsløret russiske forsøg på at bruge Arbejderen som ukritisk talerør for Kreml. Ifølge Information var det en herboende russer, der sørgede for, at Arbejderen i 2018 kunne bringe et interview med en ukrainer om hændelser i Odessa i 2014, hvor 48 pro-russiske demonstranter i den ukrainske by blev dræbt under en påsat brand.
Information betvivler ikke sandheden af ukrainerens oplevelser, men sætter dem i et perspektiv, hvor de nærmest mister betydning. Og må vi tro, det var altså udelukkende vellykket propaganda fra Kreml.
Så hvis Arbejderen havde bragt den russiske ambassadørs svar fra slutningen af marts i år, var der åbenbart en risiko for, at det øvrige Danmark og dagbladet Information ville have betragtet Arbejderen som Ruslands megafon.
OPDATERET:
Redaktionen på Arbejderen understreger, at mine henvendelser til ambassaden skete som freelancejournalist og ikke direkte på vegne af Arbejderen, som dog ønskede interviewet.
AF MIKKEL SCHOU