MYSTISK VALGPLAKAT: HELLE T. SVÆVER
10. juni 2015
Rundt omkring i det centrale København hænger en plakat med statsministeren svævende over jorden. Den er sat op i protest mod den finpolerede valgkamp.
»Man får lyst til at kradse i facaden«, siger fotokunstneren bag plakaten.
AF MIKKEL SCHOU
Plakaten af Helle Thorning Schmidt hænger blandt andet ved Nørreport station. Her spurgte TVflux en snes forbipasserende, om de kunne se, hvem der var på plakaten.
Dem under 40 kunne ikke se det, mens de lidt ældre med det samme genkendte statsministeren, selvom fotoet er taget i 2002.
»Jeg synes, at hun ligner en amerikansk nyhedsoplæser på valgplakaterne. Jeg forstår ikke, at partiet altid fremstiller hende så stram, i spadseredragt og sminket«, siger fotograf Klaus Holsting, der har produceret plakaterne.
Han har også spurgt tilfældige på gaden, om de kunne genkende statsministeren. Og det er hans indtryk, at ingen forestiller sig, at Helle Thorning kan optræde, som hun gør på billederne.
»Jeg fik lyst til at blande mig i valgkampen, som vi alle er ved at kaste op over. Især over, at det hele er så poleret. Selv når Lars Løkke stiller op i en havn i Nordjylland i blå blazer og gummisko, virker det unaturligt, og det bliver kommenteret i medierne. Det er komisk«, siger fotografen.
Han har ikke noget egentligt politisk budskab med de i alt fem fotos fra en serie han tog til dagbladet Information i 2002. Billederne blev brugt til en artikelrække om unge socialdemokrater, der stod på spring til en politisk karriere. Den næste generation af socialdemokratiske politikere.
»Jeg fik dem til at hoppe. Temaet var jo, at de var på spring i politik. Og så sker der noget, når folk hopper. De glemmer, hvordan de tager sig ud, fordi de kun tænker på at lande sikkert«, siger Klaus Holsting.
»Det er nogle sjove fotos. Jeg blev helt fornøjet, da jeg fandt dem frem. Det eneste budskab, der er i plakaterne, er, at hun skal huske, at hun er et menneske, som alle os andre«, siger fotografen.