Hvis bare hans kone ville, så var den 67-årige forfatter Morten Sabroe blevet udlandsdansker. Han forstår ikke, hvad danskhed er. Men han elsker at lege med det danske sprog. Også når han sidder i fire måneder i Thailand og skriver på sine romaner

Af MIKKEL SCHOU for DANES

Forfatteren Morten Sabroe står på havnen i Hundested og vinker til mig med den ene krykke. Han skal fortælle mig, hvad det vil sige at være dansker, og han har sprængt en achillessene. Han er blevet ferm til at gå med krykker i løbet af de par måneder, hvor han har været under behandling og samtidig skulle færdiggøre sin næste roman. Vi går ind på en fiskerestaurant på havnen og venter på at bestille frokost.

Dine romaner foregår altid i et dansk univers.

”Det gør denne her også. Men det er uden kendte gade- og bynavne. Jeg afleverede bogen til forlaget i går formiddag og afventer deres dom. Jeg er meget tilbageholdende med at fortælle om den, før jeg ved om den er god eller dårlig. Det kan jo være de vender tilbage og siger, at det er godt nok noget værre lort, du har lavet denne her gang. Det oplevede jeg en del gange, da jeg var yngre. Det var ret forfærdeligt”, siger Morten Sabroe.

Tjeneren kommer hen til bordet for at tage imod vores bestilling. Vi vælger hver vores fisk og et lille glas af restaurantens hjemmebryggede fadøl. Sabroe supplerer med et glas Linje-akvavit. Snapsen er norsk, resten kan ikke blive mere dansk, selvom fisken sikkert også er vakuumpakket i Norge og de små tomater fra Spanien. Og så kommer forklaringen på, at der ikke er stednavne i hans nye roman, selvom den foregår i et dansk univers:

”Det er en lidt for mærkelig historie til at sætte stednavne på. Det er en slags psyko-thriller. Tror jeg. Jeg ved ikke, om jeg har styr på plottet. Du bliver blind af at læse dit eget. Det er lige som om, ordene er hugget i en runesten. Du kan ikke forestille dig, at de kan stå anderledes. Så det er altid fascinerende at få nogen andre øjne til at se det”, siger Morten Sabroe om forlagets forestående gennemlæsning af hans nye roman.

Men jeg er kommet for at høre, hvad han mener, danskheden er:

”Min første oplevelse af at være dansk havde jeg som barn. Vi boede over for Bellevue strand i arkitekt Arne Jacobsens tegnede byggeri i Klampenborg. På sommersøndage lyttede folk på stranden til Gunnar Nu’s fodboldreportager på transistorradioer. Det er kun i forbindelse med sportskampe, at jeg tænker, at jeg er dansk. Jeg har aldrig følt mig som dansk. Som barn var jeg dybt betaget af kvindelige Hollywood-stjerner. Al min opmærksomhed var rettet mod amerikansk kultur. Også senere”, siger Morten Sabroe.

Hvad er din oplevelse af det at være dansk ?

”Negativ. Der er en dansk indadvendthed. Mine forældre har aldrig hejst et flag. Men min generation blev i det hele taget dannet i modsætning til forældrene. Beat-kulturen havde intet med Danmark at gøre. Den udenlandske kultur væltede ind, da vi var unge i 1960’erne. Ifølge Søren Krarup (medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, red.) er danskhed noget med kristendom. Men jeg er ikke kristen, og mine forældre lærte mig ikke nogen familietraditioner”, siger Sabroe.

I sin tid som journalist lykkedes det ham ofte at få dagblade til at sende ham på ugelange opgaver i udlandet. Han foretrak New York og Californien, hvor han også er søgt hen som forfatter.

Nu arbejder han med sine skriverier fire måneder om året i Thailand. Om vinteren.

”Jeg vil gerne bo et sted, hvor der er meget lys. Jeg er skabs-udlandsdansker. Hvis min kone ville med til udlandet, så sprang jeg ud”, siger Sabroe.

Og hvis konen har tid, kommer hun og besøger ham et par uger midt i den lange vinter.

Skriveopholdene i Thailand deler han i øvrigt med den anden danske forfatter Ib Michael. De bor i det samme resort, hvor de mødes hver morgen til kaffe. Langt væk fra Thailands sex-industri.

Men noget af det mest danske tager han dog med ud på sine rejser: Sproget.

”Mit sprog binder mig til Danmark. Jeg elsker at tegne og male med det danske sprog. Jeg er afhængig af det sprog, men jeg vil hellere sidde i Californien eller i Thailand og skrive.”

Hvad er danskheden ?

”Det er svært at forholde sig til. Jeg kender ikke danskheden fra mig selv. Det gør mig lidt skamfuld, at jeg ikke har den fornemmelse. Men det er også forkert, at vi har delt verden op i lande. Jeg har rod i en familie, der ikke var en familie. Vi var fire individualiteter, min bror, mig og mine forældre. Jeg er vokset op i Danmark, men levede i en amerikansk verden. Jeg har aldrig følt mig som en del af et fællesskab. Men derfor kan man godt føle sig forpligtet til at vise respekt og anerkendelse over for andre mennesker”, siger Morten Sabroe.

Han vil have en øl mere, og vi får kaldt tjeneren hen til bordet.

Mortens far, Povl Sabroe, var direktør for Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken, nord for København fra 1956 til 1970. Morten var ni år i 1956, og familien boede mindre end en kilometer fra cirkusteltet, hvor Morten ofte kom. Og i hjemmet traf han kunstnere og skuespillere.

Han kigger på mig og griner:

”Du vil gerne høre noget om danskheden: Danskere er som de fleste andre folkeslag. Jeg kan godt lide vores originaler. Niels Hausgaard (satirisk sanger fra Vendsyssel, red.) er for politisk, men underholdende. Der er meget i Danmark, der er fedt, mand.”

Men har danskerne ikke ændret sig i din tid ? Hvad skete der, da Anders Fogh kom til magten i 2001 ? Hans borgerlige regering skar ned på velfærdsydelserne og fik Danmark i krig for første gang siden 1864.

”Fogh. Det er sjovt, hvor meget en enkelt personlighed kunne gøre. Journalisterne var skræmte for at møde ham. Ene mand satte han hele journaliststanden skak-mat. De var bange for ikke at være ordentlig forberedt og blive mødt med, at der ikke var noget at komme efter”, siger Morten Sabroe.

Men han nægter selv at blive sat i en politisk bås. Han vil have lov til at stikke til både højre- og venstrefløj:

”Danskheden har bevæget sig ind over det politiske spektrum. Vi beskytter os mod de fremmede. Det kunne være interessant at undersøge, hvor mange, der egentlig er plads til. For venstrefløjen og de kulturradikale tager også fejl, når de bare vil lukke op for alle og siger, at vi skal indrette os efter et muslimsk mindretal.”

Efter fiskeanretningen vil Morten Sabroe uden for. Han skal nyde en cigaret.

”Det er godt, vi har Margrethe. Hun ryger hele tiden, så hun får røg i det ene øje. Jeg kan godt lide vores kongehus. Henrik er jo en original. De er mere internationale end de fleste danskere. Jeg kan godt lide, at de gifter sig med udlændinge. Men jeg er også lidt ligeglad med kongehuset, selvom jeg ikke er anti-royalist. De har sikkert også haft en god indflydelse på vores samhandel med udlandet. Det er s´gu da godt. Men jeg køber ikke et ugeblad for at følge med i, hvad der sker i kongehuset”, siger Morten Sabroe, mens han inhalerer røgen.

Dér står vi på havnen i Hundested med hver vores cigaret. Jeg prøver at presse noget mere danskhed ud af ham:

Altså, når jeg står hér og ser på den lille færge, der sejler mellem Hundested og Rørvig, så føler jeg mig pæredansk.

”Det gør jeg også. Når jeg kigger på den færge. Der står Nakkehage på den, ikke. Så kan jeg huske, at alle mine sommerferier holdt jeg ovre hos min ældre halvsøster i Nakkehage på den anden side af fjorden. Mine forældre kunne ikke rigtig holde ud at have børnene omkring sig, når vi havde skoleferie. Så løb jeg rundt derovre med mine nevøer og gik i kornmarker. Det kan jeg godt huske. Det var dejligt. Det var sommer hele året. Jeg kan slet ikke huske, at det regnede. Og der var sne om vinteren. Det er så min danskhed. Barndommen var dansk, ja”, siger Morten Sabroe.

Det er den første lidt kølige efterårsdag, og vinden trækker på havnen. Vi skodder smøgerne og bestemmer os for at få en kop kaffe indenfor.

Hvor tror du, at Danmark er henne om 20 år ?

”Det er nogle dejlige spørgsmål, du har”, siger Morten Sabroe og griner:

”Det ved jeg jo kraftedme ikke.”

Om tyve år kommer der en robot og skifter din ble, og du får en madpakke, der skal holde 14 dage.

”Sådan noget tænker jeg slet ikke på. Det kommer, hvis det kommer. Der er nogle personer, jeg godt kan lide, og som jeg forbinder med danskhed. Jeg kan for eksempel godt lige at høre Suzanne Brøgger i en radioudsendelse, som jeg gjorde forleden. Der er stadig mange originaler, som jeg synes, det er vidunderligt, at vi har. Men som sagt, så orienterer jeg mig frygtelig meget mod USA og er mere optaget af, hvad der sker dér end hér.”

Jamen, har du ikke oplevet et skred i danskernes solidaritetsfølelse ? Er det ikke i dag mere alles kamp mod alle ?

”Og det skal jeg svare på ?” Morten Sabroe griner igen:

”Jeg tror mere, at jeg har oplevet en ensretning af folks bevidsthed og en mangel på personlighed, selvstændighed og oprørstrang. At flere og flere indordner sig under en fælles bevidsthed. Som for eksempel kan være: Nå, nu skal vi i krig mod de dér islamister, fordi vi er danskere. Nu skal vi ud og sætte vores mærke på den ydre verden. Jeg prøver at undgå at løbe med i en eller anden form for fællesskab, som jeg alligevel ikke føler, at jeg tilhører. Jeg kan huske, at da jeg en overgang læste på universitetet, deltog jeg i en eller anden demonstration. Jeg følte mig helt vildt malplaceret i den store gruppe, der mente det samme.”

Er det så lige meget, hvordan samfundet udvikler sig, så længe det ikke berør dig personligt ?

”Neeeeej. Men jeg er meget agtpågivende over for at folk løber med i grupperinger, hvad enten det er højrefløjen eller venstrefløjen. Jeg er nok bare en Rasmus Modsat-type, der spørger ind til, hvad det er, folk mener. Dem kunne jeg egentlig godt tænke mig, at der var nogle flere af.”

Dem er der jo ikke plads til længere.

”Nej, det er der nemlig ikke. Alle er frie til at gøre, hvad de vil. De gør det bare ikke. Se på den konsensus, der er i Folketinget om krigsdeltagelse og i flygtningedebatten. Alle er enige bortset fra Enhedslisten. Den konsensus siver også ned gennem journaliststanden til almindelige danskere, så ingen stiller spørgsmål. Der er ingen dialog og ingen debat længere”, mener Morten Sabroe.

Nu er også kaffen drukket færdig. Morten Sabroe havde advaret mig på forhånd om, at hans forhold til danskheden var lidt anstrengt.

Er danskheden ikke bare en beskrivelse af det kollektiv, du er født ind i ?

”Jeg er ikke født ind i noget kollektiv. Jeg er ikke borger i Danmark. Jeg er borger på denne her Jord. Den familie, jeg er vokset op i, har gjort mig lidt historieløs. Derfor fornemmer jeg ikke rigtig, hvad det vil sige at have rod i det danske. Jeg kan godt forstå det, Dan Turell sagde om at være delvis amerikaner. Han var jo orienteret mod den amerikanske forfatter Raymond Chandler og Anders And, når han skrev sine bøger. Og alt det, jeg er vokset op med, det har virkelig ikke været dansk. I dag er afstanden blevet endnu mindre til for eksempel USA. Alle kan jo rejse, hvorhen de vil. På den måde bliver kloden mindre og mindre. Hvis jeg havde nogle flere penge, så rejste jeg hele tiden”, siger Morten Sabroe.

Hvad ville du lave på de rejser ?

”Skrive om det. Undersøge det. Hvad foregår der hér? Hvad er det for nogen mennesker. Hvad sker der med mig i forhold til dem. Dyrke det der nysgerrige journalistiske gen. Jeg kan ikke lide at rejse bare for at holde ferie. Det kan jeg overhovedet ikke finde ud af. Men at lave noget, mens man rejser. Det er måske forskellen på mig og en krimiforfatter, der kan skrive det samme igen og igen. Når jeg skriver en bog skal det være noget nyt hver gang. Jeg skal undersøge noget, jeg ikke har fundet ud af før. For min egen skyld. Jeg skal prøve noget nyt hele tiden. Det var også derfor jeg efter flere år opgav at være journalist. Nu havde jeg prøvet det. Alle de journalistiske genrer”, siger Morten Sabroe.

Hvordan mener du, at gennemsnitsdanskeren ser ud?

”Det aner jeg ikke. Jeg er jo ikke ude på det der lønmodtagerarbejdsmarked. Jeg vil gerne have set det med mine egne øjne, hvis jeg skal udtale mig om det”, siger den tidligere snedkersvend, journalist og nuværende forfatter, der absolut ikke er doven:

”Hvis jeg tog på 14 dages ferie, så ville jeg skulle indlægges, når jeg kom hjem.”

Så du skal ikke slutte livet af med et otium ?

”Nej. Det skal jeg virkelig ikke. Nu har jeg lige afleveret mit manuskript til forlaget. Og de her dage, hvor jeg skal gå og vente på, hvad de synes om det, det er enormt ubehageligt. Så længe jeg er bundet af, at romanen muligvis ikke er færdig, så går jeg bare her og kan ikke finde ud af en skid. Mit velbefindende er hele tiden afhængig af, at jeg er i gang med et eller andet.”

Pensionsopsparing ?

”Ja. Jeg har ikke nogen. Jeg får nogen bibliotekspenge for de af mine bøger, som bibliotekerne har stående. Men de forsvinder også. Det er lige som om, at bibliotekerne bliver nedlagt. Jeg skal arbejde, til jeg segner. Det skal mine kolleger jo sådan set også. Der kommer s´gu ikke nogen penge. Men hvis man ikke kan holde trit og tempo, så må man jo forsøge at sætte sine leveomkostninger ned. Skille sig af med de ting, der er for dyre. Sådan ender det vel med, at man sidder tilbage på en sten et eller andet sted. I Thailand er det lidt billigere at bo. Jeg skal nok finde ud af det. Betaler dit blad for frokosten?”

MORTENS CV:
Morten Sabroe er født i 1947. Han voksede op i Klampenborg nord for København. Han er bygningssnedker og blev uddannet som journalist på Berlingske Tidende. Han har arbejdet som journalist på blandt andet dagbladet Information og på Politiken indtil 2007.

Siden 1976 har Morten Sabroe udgivet mere end 20 romaner på dansk. Romanen ”Du som er i himlen” fra 2007 blev en best-seller.

NEW JOURNALISM:
Morten Sabroe blev som journalist især kendt for at skrive i samme stil som visse amerikanske journalister, især Hunter S. Thompson. Stilen kaldes new journalism og Thompson’s særligt ekstreme stil blev kaldt gonzo-journalistik.

I new journalism inddrager journalisten også sig selv i beretningen. Thompson drev det så vidt, at han nærmest selv skabte de situationer, som han skrev om.

Tags: Fogh Rasmussen, kunst, politik, udlandsdansker