KENDER VI RUSLAND?
22. september 2016
Der mangler nuancer i debatten om Rusland, siger dansk kilde. Kilden har svært ved at finde argumenter imod russisk påstand om, at alt er styret fra USA. Den russiske operasanger Anna Netrebko kalder vestlig presse for ensidig.
AF MIKKEL SCHOU
”Det er ikke hemmeligt for nogen, at de seneste år har Vesten sagt det ene, men gjort noget fuldkommen andet. De politiske relationer mellem vore lande er i dag meget anstrengte, ikke mindst – desværre – på grund af den propagandamaskine, der i udlandet arbejder meget aktivt og målrettet”, sagde den verdenskendte russiske operasanger Anna Netrebko i sidste uge til den russiske avis Argumenti i Fakti.
”De vestlige mediers nyheder om Rusland er forudsigeligt ensidige”, fortsatte sangeren, der siden 2006 har boet i Østrig.
På et ikke nærmere muligt angivet tidspunkt inden afrejsen til Rusland fik TVflux mulighed for at stille spørgsmål til en kilde i Danmark med aktuelt kendskab til Rusland.
”Der mangler nuancer i debatten om Rusland”, sagde kilden, der betingede sig absolut anonymitet.
Kilden fremstod uden politiske eller personlige interesser i sit forhold til Rusland, men dog med en tilsyneladende humanitær indstilling til konflikterne i Europa. Kilden indtager en position, der gør, at man selv i regeringskredse burde lytte til kildens iagttagelser.
”De, der bestemmer i Rusland i dag, er ikke gale eller uforudsigelige. Men det er svært for Rusland at acceptere USA som den eneste supermagt. Derfor står de op imod USA i Syrien”, mente kilden.
DE GRØNNE MÆND
”Vi skal tage balternes og polakkernes angst for Rusland alvorligt. Men der er ikke udsigt til en klassisk russisk militær invasion. Et andet scenarie er, at Rusland påberåber sig retten til at beskytte det russiske mindretal i Baltikum. Og de kan puste til ilden ved at sende ”grønne mænd” ind”, sagde kilden.
Ifølge kilden opfatter det russiske militær NATO som en trussel.
”Men politikerne i Rusland forventer ikke, at NATO – det vil sige USA – vil angribe Rusland”, sagde kilden.
”Set fra Moskva er alt styret af USA. Og dét kan det være svært at argumentere imod.”
Kilden mente på den anden side også, at det har et politisk formål for russerne at have NATO som en ydre fjende, når den russiske befolkning skal styres. Her pegede kilden også på den planlagte 400.000 mand store Nationalgarde direkte under præsidenten, der forventes at skulle sættes ind mod et folkeligt oprør (som der ifølge en meningsmåling i den russiske udgave af Metroxpress i sidste uge ikke er grund til at frygte: 80 procent af russerne er ikke parate til at gå på gaden, uanset hvad anledningen måtte være, skrev avisen, red.)
”Frem for et militært angreb fra NATO – det vil sige USA – frygter de russiske magthavere snarere en ”farve-revolution” som i Ukraine (som ifølge andre kilder blev finansieret af USA, red.)”, sagde kilden.
Ifølge kilden er det nødvendigt, at den nærmeste omverden kommer i dialog med Rusland om især terrorbekæmpelse, Arktis og Syrien.
”Men vi kommer ikke til at tale om regimeskifte”, understregede kilden.
FOTO: Wikipedia