HONNING TRUET AF GMO-AFGRØDER
8. september 2011
EU-domstolen har slået fast, at honning inficeret af genmanipuleret materiale fra afgrøder ikke må sælges uden særlig tilladelse.
Tyske biavlere slås nu for at få erstatning for forurening fra genmanipuleret majs.
Af Mikkel Schou
I en kendelse fra EU-domstolen i tirsdags fremgår det, at honning, der indeholder pollen fra genmanipulerede afgrøder ikke må sælges som fødevare.
Det skriver det tyske ‘Honighäuschens Blog
Den forurenede honning må kun sælges efter særlig tilladelse og skal mærkes som en genmodificeret fødevare.
Domstolen henviser til den europæiske nultolerance over for GMO (genetisk modificerede organismer) i fødevarer uden særlig tilladelse.
Nultolerancen er indført for at beskytte forbrugeren over for endnu ukendte virkninger af genmanipulerede fødevarer.
Sagen om honningen startede i Tyskland, da en biavler uden for Augsburg opdagede, at der var genmanipuleret pollen fra en nærliggende majsmark i hans honning.
Majsen er fra det kemiske selskab Monsanta under navnet MON 810. Det er kun godkendt til foder og videreforarbejdning til f.eks. polenta.
EU-kommissionen forsøger at snyde
EU-kommissionen har tidligere hævdet, at honning ikke skal kontrolleres for GMO og heller ikke mærkes, fordi det ikke har været hensigten, at der skulle være GMO i honningen og at det ikke skyldes menneskelig handling.
Den meget søgte bortforklaring er nu afvist af EU-domstolen.
De tyske biavlere kan meget vel have ret til erstatning, hvis de ikke kan sælge deres honning på grund af GMO-forurening.
Men en lokal tysk domstol har sagt nej til, at GMO-avlere skal forhindre, at GMO-pollen forurener.
De tyske biavlere vil forsøge at få EU-domstolen til at tage stilling til, om de har krav på beskyttelse mod GMO-foruening.