GALSKABENS KUNST
1. juni 2019
Hele juni måned er der udstilling på Gallopperiet på Christiania. Ifølge udstillerne er de alle sammen diagnosticerede i det psykiatriske system. Kunstnerne har mødt hinanden på Sankt Hans-hospital i Roskilde.
Af Mikkel Schou
“Der er et udtalt behov for at få ofte stigmatiserende lidelser og lidende frem i lyset. Også Christiania har som en sær magnet tiltrukket mængder af skønne, sære, skæve eksistenser, der for manges vedkommende har sit at slås med”, skriver Mads Parsum i Christianias Ugespejl.
De mange malerier i skønne farver og ofte med mytologiske figurer er udført af NIKOLAJ BRIE PETERSEN, MAJA PETREA FOX, FREDERIK DOLLERUP, JANNIK JENSEN, NIKOLAI G. TRESGALLO, ANITA XENIA SVENSSON, LOIZE HARTMANN-PETERSEN, CASPER NIELSEN & arrangør MADS PARSUM
Desuden er der cabaret på udvalgte dage. Mads Parsum, der for tiden bor i Berlin, har sammensat cabareten Luxus Fluxus. Foruden Mads Parsum er der medvirkende fra det frie kunstnersamfund Wiesenburg i Berlin, der som Christiania er en drømmende, forsøgsvis fri, fredfyldt oase i en pulserende metropol.
Cabareten opføres den 1.+4.+5.+6.+7.+8. og 11. juni klokken 19.00 i Gallopperiet.