Christianitterne er endnu en gang stillet over for et tilsyneladende ultimatum: Enten indgår Christiania en aftale med Københavns kommune, der måske kaster lidt penge af sig. Eller også går Fonden Christiania konkurs.

ANALYSE og KOMMENTAR af MIKKEL SCHOU

Advokat Knud Foldschack er en lystig fyr, der gerne begiver sig ud i eventyr, så længe nogle andre betaler.

Da han – vi formoder, det var ham – fik ideen om, at Christiania kunne købe sig selv gennem en fond, forventede han måske, at pengene kunne samles ind blandt danskere, der var vilde med fristaden.

Foto: arkitektfirmaet Fis’s visualisering af en statue af “Knud af Christiania”.

Deraf kom så ideen om, at Christiania skulle sælge folkeaktier til at finansiere købet af sig selv. Der er bare ikke kommet så mange penge i kassen, som man kunne ønske.

Fonden Christianias kasserer, musikeren Peter Ingemann, har ifølge det oplyste flere gange advaret Fonden om, at den var på vej ud i et økonomisk morads og en ubetalelig milliongæld.

Så fik – formoder vi – Knud Foldschack den ide, at et samarbejde med Københavns kommune måske var løsningen.

Hvis Christiania accepterede en masse kommunale tiltag – herunder en intensiveret beskæftigelsesindsats mod de dovne christianitter – ville man kunne få kommunen til at bidrage økonomisk til blandt andet en renovering af bygningsmassen, som Fonden har forpligtet sig til ved købet.

Det er Fonden, der ejer fristaden og lejer den ud til nogle hundrede christianitter. Så det nytter ikke så meget, at Fonden beslutter sig for en aftale med kommunen, hvis lejerne ikke er med på den.

Derfor diskuterer christianitterne for tiden, om de vil være med til en aftale.

Hvis vi glemmer de christianitter, der siger fuck dét, vi klarer os bare uden penge, så er der tre typiske christianitter tilbage:

1. Argumentet mod en aftale er, at lige meget hvad der står i en aftale, er det en glidebane ud i en kommunal overtagelse, hvor der ikke længere er frihed til at gøre, som man gør nu.
2. Fristaden mangler akut penge til renovering. Hvis pengene til dels kan komme fra kommunen, og fristaden selv bestemmer anvendelsen af dem og hvor hurtigt tingene skal ske på fristadens egen facon, så er aftalen velkommen.
3. Det tredje synspunkt deles offentligt af en af dem, der førte sag for at få ejerskab over sin egen bolig på Christiania. Den sag blev tabt og ejerskabet forblev i Christiania Fonden. Ifølge denne overbevisning skal der bare søges penge over alt, hvor det er muligt: Fonde, kommune og stat. Ideen er, at Christiania kan bruges som socio-økonomisk laboratorium af kræfter uden for fristaden, som så smider de nødvendige penge. Noget naivt forestiller man sig, at det er Christiania, der skal have den endelig beslutningsmyndighed, og at projekter uden videre kan afbrydes, hvis Christiania fortryder.

Den 1. november er der indkaldt til endnu et fællesmøde i fristaden, hvor aftalen med Københavns kommune skal drøftes.

Må vi herfra redaktionen minde om, hvordan det gik i fortiden med anarkistiske og brugerstyrede projekter, hvor Københavns kommune til sidst kom ind over og åd det hele med sagsbehandler-projektstyring og aktiveringstilbud.

Tags: anarki, økonomi