FORSVARER FÅR IGEN NEJ TIL DET MESTE
10. oktober 2011
10.10.11 I sagen mod ROJ-TV fik forsvareren i dag lov til at føre et vidne. Fire andre vidner må ikke føres og mere end fire timers tv-klip må ikke vises i retten.
Retsformanden henstillede i løbet af dagen flere gange til, at forsvarer og anklager talte ordentligt til hinanden.
Af Mikkel Schou
Der blev i dag i retten mod ROJ-TV afsagt kendelse over forsvarets begæringer.
Advokat Bjørn Elmquist, der forsvarer ROJ-TV mod en tiltale om at opfordre til terror, havde bedt om at føre fem vidner i sagen.
Et vidne skal høres
Fire af vidnerne skulle fortælle om, hvordan de frivilligt havde doneret penge til ROJ-TV, der ifølge tiltalen er talerør for det kurdiske arbejderparti PKK, der er opført på blandt andet EU’s terrorliste.
Disse vidner mente retten ikke, det var nødvendigt at høre.
Forsvareren havde også bedt om at vise fire og en halv times tv-klip for at give et andet indtryk af ROJ-TV, end det, som forsvareren mente, at anklageren havde givet ved at vise tv-klip, der menes at være relevante for tiltalen om at opfordre til terror.
Men retten fandt, at det var ”overflødigt” at vise tv-klip, der viste, at ROJ-TV sendte andet end det, der er omfattet af tiltalen. Anklageren benægter heller ikke, at ROJ-TV blandt andet også viser børne- og kulturprogrammer.
Til sidst fik forsvareren lov til at føre et enkelt vidne. Det drejer sig om en læge, der siden 2006 har arbejdet på ROJ-TV. Om dette vidne sagde retten:
»Retten vil gerne høre vidnet om de interne forhold på ROJ-TV«.
Parterne skal tale ordentligt
Under dagens retsmøde skulle advokat Elmquist afhøre den tidligere bestyrelsesformand i ROJ-TV, advokat Henrik Winkel.
Winkel fortæller, at han er medlem af det konservative folkeparti og er aktiv i politik i Gentofte. Hans bestyrelsesarbejde i ROJ-TV skyldes bestemt ikke, at ROJ-TV, ifølge anklageren, skulle være styret af det marxistiske PKK.
»Vi havde aldrig PKK på dagsordenen i bestyrelsen«, forklarede Winkel.
Anklageren viste i sidste uge under sin afhøring af Henrik Winkel en række e-mails, der af anklagen opfattes som, at Winkel og ROJ-TVs revisor aftaler, at de skal benægte kendskab til forbindelse mellem PKK og ROJ-TV.
Winkel forklarede, at e-mailkorrespondancen var en reaktion på artikler i Berlingske Tidende, og at det handlede om faktiske forhold.
Det fik anklager Anders Riisager til at afbryde afhøringen med kritiske bemærkninger til Winkels troværdighed.
Det fik så retsformanden til at bryde ind:
»Anklageren må holde op med at komme med uordentlige kommentarer«.
Da advokat Bjørn Elmquist lidt senere kommer med en bemærkning til anklageren, må retsformanden bede om en bedre tone mellem parterne.
Winkel: »Det var for Foghs skyld«
I december sidste år blev Elmquist af anklageren inviteret til Tyrkiet for at overvære afhøringen af tidligere, nu fængslede, medlemmer af PKK.
Det sagde Elmquist nej tak til. Henrik Winkel og direktøren på ROJ-TV, Imdal Yilmaz, var også inviteret.
I dag sagde Winkel i retten: »Jeg turde ikke tage af sted til Tyrkiet. Jeg var sikker på, at jeg og Yilmaz ville blive fængslet«.
Da anklageskriftet i sagen lå klart, var der usikkerhed om, hvem der ville blive retsforfulgt.
»Men jeg noterede mig, at man forsøgte at gå efter selskaberne (ROJ-TV og Mesopotamia A/S). Efter en tid med medieskriverier var det ingen overraskelse, at sagen blev rejst«, sagde Winkel.
»Det var tydeligt, at det hang sammen med Foghs stilling i NATO«.