TO FIK BØDER OG ALLE BORTVIST FRA 69
4. maj 2014
Så gik den ikke længere. Omkring klokken 19.30 ankom politiet igen til Jagtvej 69.
To umarkerede vogne, en vogn til indsatslederen og en hollændervogn spækket med kameraer på taget tog opstilling på to sider af grunden til det gamle Ungdomshus.
Alle omkring 20 aktivister blev registreret ligesom i går. To fik bøder for at være trængt ind på privat grund.
Af MIKKEL SCHOU
En flok hovedsagligt unge aktivister begyndte i går at omdanne grunden, hvor det tidligere Ungdomshuset lå, til en byhave.
Og allerede i går blev aktivisterne registreret af politiet og fortalt, at de opholdt sig ulovligt på privat område.
Ejeren valgte efter kontakt fra Københavns politi at anmode politiet om at få fjernet aktivisterne.
Hele dagen i går fortsatte aktivisterne med at lave blomsterbede, plante træer og lave en bålplads.
I dag omkring klokken 19.30 var det så alvorligt fra politiets side. Ifølge indsatslederen fra Københavns politi blev alle aktivister på stedet registreret.
To blev sigtet for ulovlig indtrængen, fordi de også var blevet registreret i går. Alle blev bortvist.
En hollændervogn spækket med kameraer på taget og fronten var den første af fire køretøjer til at forlade Jagtvej 69 igen. Den har formentlig været med i tilfælde af, at politiets ankomst skulle give anledning til optøjer.
Men politiets indsats forløb fredeligt og de unge aktivister begyndte at sive fra grunden. Politiet forlod området efter en halv times tid. Enkelte aktivister blev tilbage for at vande de nye bede, inden det blev mørkt.
TVflux spurgte politiets indsatsleder, om politiet havde tænkt sig fjerne de mange ting, aktivisterne havde etableret på grunden. Men det havde indsatslederen ikke tænkt sig:
»Det er mine hænder sgu for fine til. Det må ejeren selv sørge for.«
Politiet har heller ikke umiddelbart tænkt sig at bevogte grunden mod yderligere ulovlig indtrængen. Indsatslederen havde ingen kommentarer til, at grunden ikke er afspærret eller skiltet med adgang forbudt.
Aktivisterne vil forsøge at holde grunden kørende som byhave for kvarterets beboere og samlingssted for mennesker, der sætter frihed højere end profit.
.