RELATIVT FOGEDFORBUD?
11. november 2018
I morgen, mandag, behandler Københavns byret to sager, der vedrører bogen om den tidligere PET-chef Jacob Scharf.
I den ene afdeling i byretten fortsætter sagen mod Jacob Scharf, der er tiltalt for at bryde sin tavshedspligt. Han har ifølge PET bidraget til bogen med afsløringer af PETs arbejdsmetoder og kontakter til udenlandske efterretningstjenester.
Jacob Scharf mener, at han er uskyldig. Gennem flere retsmøder har et af hans afgørende argumenter været, at han kun kan stilles til ansvar for de direkte citater i bogen ”Syv år for PET”, som er skrevet af journalisten Morten Skjoldager.
De oplysninger, der står mellem de direkte citater, stammer ifølge Jacob Scharf ikke fra ham. Det er ellers et alment kendt fortælleteknisk kneb for journalister i en interviewsituation at bruge en kildes oplysninger som såkaldt baggrundsviden.
I den sag, i morgen, skal journalisten afgive forklaring. Om der kommer noget interessant ud af det, er tvivlsomt. Journalisten kan påberåbe sig sin ret til ikke at afsløre sine kilder, og så får retten ikke at vide, hvor de informationer stammer fra, som, PET mener, har skadet rigets sikkerhed.
POLITIKEN OGSÅ I RETTEN
Straks bogen blev omtalt fik PET af Københavns byret udstedt et fogedforbud mod dens udgivelse.
Det reagerede dagbladet Politiken på ved at udgive hele bogen som tillæg til avisen.
Derfor står JP/Politikens Hus og ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen også i morgen tiltalt for at overtræde fogedforbuddet. Så vidt vides vil PET have redaktøren idømt en fængselsstraf og avisen idømt en bøde i millionklassen.
Alt tyder på, at sagen mod Politiken bliver afgjort, inden der falder dom i sagen mod Jacob Scharf.
Det vil sige, at Politiken kan blive dømt for at offentliggøre oplysninger, som Jacob Scharf bliver frifundet for.
Men det er der ikke noget mærkeligt i. Jacob Scharf kan nemlig blive frifundet, enten fordi det ikke kan bevises, at oplysningerne stammer fra ham. Eller fordi retten ikke mener, at oplysningerne var så belastende for PET, at de ikke måtte offentliggøres.
Tilbage står Politiken. Det afgørende i sagen mod avisen er isoleret set ikke, om PET havde en saglig begrundelse for at opnå fogedforbuddet. Det afgørende er, at retten faktisk udstedte et sådant forbud, og det valgte Politiken at overtræde.
Det bliver interessant at se, hvordan Københavns byret vil tackle den penible situation. Det letteste for retten vil være, at der ikke er faldet en dom i sagen mod Scharf, inden den skal falde i sagen mod Politiken.
KOMMENTAR AF MIKKEL SCHOU
Foto: Fra forsiden af bogen ”Syv år for PET”.