HVEM EJER HAVET?
9. november 2017
Borgere og borgmestre protesterer mod nye havbrug, der sviner mere i farvandene end landbruget. Den nye lov vil skabe mere død havbund, siger professor. Og så giver det ingen mening at kalde nogle fisk for økologiske, siger fortaler for havbrug.
Af MIKKEL SCHOU
Ifølge ny lov om havbrug må nye og større installationer gerne anlægges i danske farvande, hvis der sørges for en rensning for kvælstof og fosfor andre steder i havet. Derfor foreslås der anlagt muslinge-farme, der kan optage næringsstofferne fra fiskefarmene.
Men det er en dårlig ide.
»Både fiskebrug og muslingebrug dræber hurtigt bunden under sig på grund af ekskrementer, som også muslinger udleder. Havbrugene kan hurtigt udvikle sig som landbruget, hvor det er mennesket, der omskaber det naturlige miljø til noget nyttigt«, siger professor i havmiljø, Stiig Markager, Aarhus universitet.
Han mener, at det bør afgøres, hvem der ejer og bestemmer over havet i stedet for at overlade det til tilfældige økonomiske interesser.
»Det er jo en politisk og etisk beslutning, om vi vil have ødelagt havmiljøet og de rekreative værdier ved vores strande af de havbrug, der nu er åbnet op for«, siger Stiig Markager.
I sit indlæg om emnet på Københavns universitet Science arrangeret af den fødevarepolitiske tænketank Frej, understregede professoren, at Danmark ikke en gang i dag lever op til de EU-politiske krav til havmiljøet.
ØKOLOGISK ELLER ØKONOMISK
Omvendt mente professor Kjerulf Petersen, DTU Aqua, at det økonomisk godt kunne lade sig gøre at drive så mange muslingefarme, at det kan opveje de udledninger fiskebrugene forårsager. Muslingerne bruges nemlig på land til menneske- og dyrefoder.
»Men for mig personligt giver det ingen mening at kalde fisk fra havbrug for økologiske. Det er en certificering, som bygger på påstanden om, at man ved, hvad fisken har fået at spise«, siger Kjerulf Petersen.
Den nærmeste forklaring på iveren efter at dyrke fisk indespærret i net fik man af Brian Thomsen fra Dansk Akvakultur:
»Det er fordi, der er en efterspørgsel. Hver anden spisefisk er i dag fra akvakultur, og der er en stigende tendens«, sagde han.
En anden bekymring ved havbrugene er medicin til fiskene, der spredes i resten af havet. Men det er bare noget, man må tage med:
»Fisk bliver syge lige som andre produktionsdyr, og så skal de have medicin«, forklarede Brian Thomsen.
Der er stor folkelig modstand mod havbrug, der hvor mennesker er berørt. FOR EKSEMPEL PÅ DJURSLAND. Her frygter man, at kysterne bliver ødelagt af spildevand og medicinrester.
Foto: organictoday.dk