Forsvaret skal helst være et spejl af truslen udefra.

Behovet for styrke afhænger af modstanderen.

Folketinget afgør, hvor meget det må koste. Og et flertal beslutter, hvem der er fjenden.

Analyse af Mikkel Schou

– Det var forkert at lancere krigen mod terror i efterdønningerne af angrebene på USA 11. september 2001.

Ordene kom fra den britiske udenrigsminister David Miliband i januar i år. Fem dage senere trådte Obama til som præsident i USA, uden at nævne krig eller terror i sin tale.

Ruslands udenrigsminister Ivanov tog senere med åbne arme imod Obama’s invitation til venskab, så nu er kun Kina ikke en velset stormagt i Vesten. Og Frankrig søger nu hen mod at blive en integreret del af NATO.

Der er røre i verden. Men en ting står fast: Danmark vil ikke inden for en forudsigelig fremtid blive angrebet af nogen anden stat.

Forældede forudsigelser
I slutningen af marts i år kommer Forsvarskommissionen med en analyse af forsvarets opgaver og de nødvendige ressourcer, der skal bruges frem til 2025.

Inden sommerferien skal Folketinget vedtage et nyt forsvarsforlig for de næste fem år. Det indeholder den politiske målsætning for Forsvaret. Hvilke våben skal købes, hvem skal de bruges mod, hvor mange soldater skal udsendes og hvor meget skal det hele koste?

Det afgørende er altså, hvad det er for en trussel Forsvaret er oppe imod. Truslen kommer fra terrorister, der kan befinde sig hvor som helst, pirater ved Afrikas Horn, og regimer, der menes ikke at følge internationale aftaler, for eksempel Iran og Nordkorea.

Det er ikke kun Storbritanniens udenrigsminister, der mener, at krigen mod terror har skabt flere terrorister. Afghanistans præsident Karzai beder nu Vesten om lov til at skabe forsoning med Taleban – det er foreløbigt blevet afvist af USA.

Civile tab under bomberegn skaber modstand i befolkningen mod Vesten, giver Taleban indflydelse og skaber flere militante oprørere, siger Karzai. Og USA med Obama taler heller ikke længere om at indføre demokrati – men ro i Afghanistan.

Hvis det ender med en erkendelse af, at Vesten ikke kan ændre regimer mod en befolknings eller et styres vilje og slet ikke med militære midler, må det smitte af på forsvarsforliget.

Men det kommer det næppe til. Forsvarskommissionen har snarere netop Irak og Afghanistan og krigen mod terror som baggrund for analysen. Kommissionen består af de politiske partier, højeststående embedsmænd fra relevante ministerier og Forsvaret, en repræsentant for Færøerne og en for Grønland, samt forskere fra universiteterne. Og der er en stor risiko for, at de ikke vover, at se længere frem end til i går.

Ikke mindst for de fleste politikere og militærfolk vil det kræve en strid med egne opfattelser.

Krigen mod terror
Oppositionen herhjemme – især den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft og De Radikale – har indset, at de i hysteriet efter 11. september gik alt for langt i krigen mod terror.

Politi og efterretningstjenester har fået beføjelser, der tidligere ville ses som potentielle krænkelser af menneskerettigheder og personlig frihed, og Danmark gik i krig med et snævert flertal (regeringen og Dansk Folkeparti).

Regeringen har ikke ændret den politik, der gjorde dansk deltagelse i krigen i Irak selvfølgelig. Nu er Danmark ude af den krig og der er ikke i krig i Afghanistan hedder det.

– Der er tale om en ikke-international væbnet konflikt, siger forsvarsminister Søren Gade.

Regeringen kan naturligvis ikke stå alene, når den ønsker at lave om på verden. Derfor har regeringen også indtil videre bakket op om USA’s politik og indgået i krigene i Irak og Afghanistan med USA som den store leder.

En norsk rapport fremlagt på et nordisk udenrigsministermøde i februar i år foreslår, at Norden samlet stiller militære og civile styrker til rådighed for indgriben i urolige stater. Det ønsker den danske regering ikke at deltage i.

Først og fremmest ønsker den danske regering at føre en selvstændig aktivistisk udenrigspolitik. I modsætning til resten af Norden skal Danmark være med i forreste linie, når verdenskortet laves om og venlige regeringer indsættes i det fjerne udland.

Mens det øvrige Norden holder sig til en mere traditionel linie med FN som rettesnor. Sverige fordømte ligefrem krigen mod Irak.

I modsætning til de officielle forklaringer er det fristende at formode, at USA’s interesse i Afghanistan og Irak er olien i Mellemøsten. Inden invasionen af Irak forhandlede Saddam Hussein med Rusland og Frankrig om olien i Irak. Der ville ikke have været en dråbe tilbage til USA, hvis handlerne var faldet på plads.

Med tanke på at de fleste terrorister udspringer fra Saudiarabien og Pakistan, havde det også været mere passende at slå til der, hvis det var terror krigen handlede om.

Det såkaldte Al-Qaida-netværk menes i øvrigt at stå bag drab på i alt 5.000 mennesker siden 1998 – inklusive angrebene mod USA. Krigen i Irak og Afghanistan har kostet op mod en halv million mennesker livet, som følge af sanktioner, krig og kaos (der findes ingen officielt anerkendte irakiske civile tabstal).

Et forsvar for fremtiden
Det danske rige er ikke længere truet af en militær modstander. Truslen i dag er nærmest ikke militær, og kan ikke imødegås militært. Man kan bombe et uvenligt land til stilstand, men terrorister kan flytte, som de formentlig gjorde fra Afghanistan til Pakistan.

Fremtidens opgaver for Forsvaret kan blive at forhindre flygtningestrømme i at komme til Vesten. Der kan sættes ind mod regimer, der forstyrrer leverancer af energi og råstof. Stater der truer med masseødelæggelsesvåben kan angribes.

Og ifølge forsvarsforliget fra 2004 kan Forsvaret sættes ind i Danmark under urolighed og miljø-katastrofe. Næppe var den kolde krig forbi med opløsningen af Sovjetunionen, før en ny fjende blev udnævnt og en ny igen i morgen.

Man skal nok være naiv for at mene, at Forsvaret kan nedlægges.

Men man skal også være naiv for at mene, at pengene der bruges på militær, ikke kunne bruges bedre på at bekæmpe menneskehedens virkelige fjender: Fattigdom, sult, forurening, klima-ødelæggelser og mangel på sundhed, uddannelse og indflydelse.

I regeringens politik er Forsvaret et redskab for en global værdikamp. Regeringen slås for at udbrede demokratiet – som regeringen forstår det. Fordi man mener, at vi får mere sikkerhed og bedre økonomi, hvis andre har de samme ideer som vores.

Krigen i Irak er en katastrofe på grund af de mange ofre – men også fordi den blev ført uden et FN-mandat. Situationen i Afghanistan nærmer sig en fiasko.

Ikke på grund af en dårlig militær indsats fra dansk side. Opgaven er bare umulig, så længe den militante modstand kun vokser.

Man kan håbe, at det ikke fortsætter. For alt tyder på, at Forsvarskommissionen og et flertal i Folketinget når frem til, at Danmarks sikkerhed også fremover skal forsvares på slagmarker langt fra Danmark.

Og det bliver med de nyeste våben, fly og kampvogne mod en fjende, der gemmer sig i en landsby med et slidt gevær. Det ville klæde Danmark at falde tilbage på FN-sporet, gerne i takt med resten af Norden.

Tags: forsvar