COWI ADVARER FRISTAD MOD SKÆV SKORSTEN
13. juni 2015
En skorsten fra 1900 truer med at vælte ned over populær café på Christiania, siger COWI-rapport. Fristaden er klar til at renovere, inden pengene er fundet, lyder det. Imens fortsætter cafélivet.
AF MIKKEL SCHOU
Ingeniørfirmaet COWI har undersøgt en skorsten på Christiania og anbefaler, at der spærres af i en ti meters afstand i den vinkel skorstenen risikerer at falde under kraftig blæst.
COWI anbefaler også i rapporten dateret den 13. maj i år, at den renoveres med det samme, hvis fristaden ønsker at beholde den. COWI mener, at der er fare for, at de øverste fire meter af skorstenen kan falde ned. Sker det, er det mest sandsynlige, at den vil falde ned i den populære café Månefiskeren.
Ifølge TVflux’ oplysninger er der truffet beslutning i et af Christianias organer om at gå i gang med en renovering så hurtigt som muligt. Også inden pengene er fundet.
Ifølge COWI vil murerregningen nemt løbe op i 250.000 kroner eksklusiv moms.
Stenene er brændt omkring år 1900, da skorstenen blev bygget som en del af den tidligere kasernes varmecentral. De er skabt specielt til skorstenen i forskellige størrelser, så de matcher skorstenens koniske form.
Det mest naturlige vil derfor være at nedtage stenene, rengøre dem og mure dem op igen. Københavns Brandvæsen leverede en stigevogn, da COWI skulle til skorstenens top. Den slags udgifter skal formentlig lægges oven i murerregningen.
Cafélivet på Månefiskeren fortsætter trods advarslen fra COWI.
Skorstenen har også en ti meter lang revne, og dens jernbånd er gennemrustne
Som gamle christianitter siger:
»Sådan har skorstenen set ud, siden vi kom i 1971«.
Den er omkring 30 meter høj. Halvdelen er dækket af efeu. Og som COWI skriver i sin rapport, er der delte meninger om, hvilken betydning beplantning har for murværk. Christianitterne ser helst, at skorsten bliver bevaret.