Underligt at sag mod anklager ikke blev anket, mener Preben Wilhjelm

En anklager blev dømt for at lyve i Østre Landsret, men frikendt for det, løgnen dækkede over. Det er en besynderlig dom, mener Preben Wilhjelm, ph.d. i strafferetspleje. TVflux har gennemgået dommen med ham, og sagen er klar: Der mangler en uvildig instans, når det er anklagemyndigheden selv, der står anklaget.

AF MIKKEL SCHOU

For nylig blev den nu forhenværende senioranklager hos Statsadvokaten, Trine Sorgenfri, idømt fængselsstraf for at have løjet i Østre Landsret. Det var byretten på Frederiksberg, der dømte hende for at lyve om omfanget og karakteren af den kontakt, hun som anklager havde haft med de politi-vidner, der skulle give forklaring i landsretten i en større ankesag om hashhandel i Pusherstreet på Christiania. Hun blev også dømt for at forsøge, at få vidnerne til at lyve om samarbejdet.

Til gengæld blev hun frifundet for at have forsøgt at påvirke politividnernes forklaring i selve Pusherstreet-sagen. Det var ellers det, løgnen i landsretten skulle dække over.

I landsretten fik forsvarerne i sagen mistanke om, at Trine Sorgenfri havde haft en alt for tæt kontakt til politividnerne, og der opstod en fornemmelse af, at hun ligefrem havde forberedt vidnerne og tilmed forsøgt at få dem til at komme med bestemte forklaringer i retten.

Det hele blev tilsyneladende bekræftet, da senioranklageren blev tvunget til at fremlægge den kommunikation hun havde haft med vidnerne, og sagen blev overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

PÅVIRKNING AF VIDNER
DUP nåede frem til, at der burde rejses tiltale for 14 forhold. Rigsadvokaten valgte at se bort fra de ni af dem, der handler om forsøg på at påvirke vidnerne til at forklare til ugunst for de tiltalte i Pusherstreet-sagen. Så der rejstes endelig tiltale for fem forhold, hvoraf de to handler om påvirkning af vidnernes forklaring. Og det undrer Preben Wilhjelm sig over:

»DUP havde god grund til at rejse påtale i de ni forhold, som Rigsadvokaten undlader at tage med. Det er ikke for at straffe den dømte yderligere, men i mine øjne er det et systemnedbrydende forhold, at det ikke blev prøvet ved retten, om der var tale om påvirkningsforsøg, sådan som DUP mente.«

I sin begrundelse for ikke at rejse tiltale i de syv forhold har Rigsadvokaten to argumenter. Enten at bevisbyrden er for vanskelig eller der henvises til, at Trine Sorgenfri selv siger, at hun ikke forsøgte at påvirke vidnerne, og vidnerne selv siger, at de ikke lod sig påvirke til at afgive en falsk forklaring.

»Det er jo ikke argumenter, en anklager i andre sager ville tillægge værdi. At tiltalte selv siger, at hun er uskyldig og mulige medsammensvorne bedyrer det samme. Og når Rigsadvokaten anfører, at der sædvanligvis kræves særlig stærke beviser for at dømme falsk forklaring, gælder det vel almindelige borgere, der kan have svært ved at huske begivenheder flere år tilbage, men vel ikke professionelle politiagenter og slet ikke en anklager, der har hele sagen at støtte sig til«, mener Preben Wilhjelm.

Han læser op af dommen, hvor et af de forhold, som Rigsadvokaten ikke mente skulle med, er beskrevet. Nemlig en email-korrespondance mellem Trine Sorgenfri og en politiagent om et videoklip, der skulle bruges under politividnernes forklaring i retten:

Har du et bud på, hvem manden i den sorte t-shirt ved siden af X er? (ikke ham med rygsækken, men ham inde i boden)

Jeg kan godt løfte sløret for, at JEG tror, at det godt kunne være Y, men se det igennem og giv mig jeres bud 🙂

Politiagenten svarer:
Hej Trine. Vi har alle 3 (politiagenter, red.) set begge klip nu og der er ikke nogen af os der som udgangspunkt vil pege på Y. Med lidt god vilje kunne jeg godt gå med på klippet af ham i den hvide T-shirt kunne være Y, men der er ikke fuld opbakning.

RIGSADVOKATEN BURDE HAVE ANKET
Trine Sorgenfri blev dog tiltalt for to andre forsøg på at påvirke vidnerne. Men altså frifundet i begge forhold. Derfor burde Rigsadvokaten have anket dommen. Udelukkende for at få afklaret, hvor grænsen går for domfældelse for påvirkningsforsøg.

»Hvorfor anker Rigsadvokaten ikke? Det er jo en principiel sag. Jeg mener, at retssikkerheden er truet, når der ikke dømmes for disse påvirkningsforsøg«, siger Preben Wilhjelm og fortsætter:

»Denne sag viser, at man aldrig havde forudset, at en anklager kan tiltales. Det er jo tiltaltes egen chef, rigsadvokaten, der er anklager og bestemmer hvilke af DUPs berettigede anklager, der skal forfølges. Alvoren understreges også af, at statsadvokat Lise-Lotte Nilas, som var Sorgenfris nærmeste overordnede, på et tidspunkt mener, at det kan komme på tale også at undersøge de andre anklagere i sagskomplekset.«

Ifølge Preben Wilhjelm er der tale om en brist i retssystemet, der ikke giver sikkerhed for, at en sag mod en anklager kan føres på en uvildig måde.

»Hvis man erkender, at det er et juridisk vakuum, kan man fremover udpege en midlertidig rigsadvokat udefra, der kun har med denne ene sag at gøre. Det er før sket, når det drejer sig om Ombudsmanden. Jeg har aldrig set en lignende problemstilling før, hvor en anklager står tiltalt for forhold begået i tjenesten. I det mindste burde man da have fulgt DUPs indstilling og rejst hele den tiltale, som DUP lagde op til«, siger han.

BESYNDERLIG DOM
»Det er utilstedeligt, at en anklager forsøger at styre vidnerne. Undskyldningerne for det i denne sag er usaglige. Det virker som en prestigesag for politiet og anklagemyndigheden med næsten 80 tiltalte. Derfor røg objektivitetskravet formentlig. Man ville være sikker på, at politividnerne kunne huske, det de skulle«, siger Preben Wilhjelm.

Men så undgår man heller ikke at kritisere selve dommen mod anklageren.

»Dommen kan ikke læses på anden måde end, at i store sagskomplekser som denne om Pusherstreet gælder andre regler end de sædvanlige for politi og anklagemyndighed. Det er jo det, dommen siger, er grunden til, at Trine Sorgenfri frifindes for forsøg på påvirkning af vidnerne«, siger Preben Wilhjelm.

»Det er utroligt, at dommen bare konstaterer, at det tilsyneladende var praksis i dette sagskompleks, at der var et alt for tæt samarbejde mellem anklager og politividner«, siger han.

»Vi risikerer et skred i retssikkerheden med frifindelse for alt det, som DUP mente, var forsøg på påvirkning af vidner. Det er nok ikke noget vi vil se i små smager, men måske netop i store sager, som denne sag fra Pusherstreet«, siger Preben Wilhjelm.

Grunden til, at der kun kunne blive tale om forsøg på påvirkning er, at Pusherstreet-sagen blev udsat, da Trine Sorgenfri blev taget i at lyve, og inden vidnerne i sagen blev afhørt. Men det planlagte forsøg er altså også strafbart, så det er ingen undskyldning, at det ikke blev til noget, for det skyldtes ikke frivillig tilbagetræden, men at retten afbrød sagen, understreger Preben Wilhjelm .

KRITIK AF LEDELSEN
Han medgiver dog, at dommen også indirekte kritiserer Trine Sorgenfris ledelse for ikke at have gjort reglerne på området mere klare for anklagerne i sagskomplekset. Men det burde på den anden side heller ikke være nødvendigt over for en erfaren anklager som Sorgenfri.

Og det kan være grunden til, at Rigsadvokaten ikke ankede dommen mod Sorgenfri, vurderer Preben Wilhjelm. Hun blev nemlig dømt udelukkende for det, der kun vedrørte hende selv: At lyve i retten. Hvis hun var blevet dømt for påvirkningsforsøg, ville pilen ikke kun også pege på de tre andre anklagere i sagskomplekset. Om dem sagde Trine Sorgenfri nemlig, at hun mente, at de havde ført deres sag på samme måde som hun havde i de tre sager, hun førte. Pilen ville formentlig også kunne rettes længere op i ledelsen hos Anklagemyndigheden, der i det mindste må siges at have svigtet.

»Det er noget rod. Principielt bør sagen fra Pusherstreet gå om i byretten. Men det krav er svækket, når Sorgenfri ikke blev dømt for at påvirke vidnerne i landsretten. Og det var jo endnu en god grund for Rigsadvokaten til ikke at anke dommen mod Sorgenfri, for så risikerede man måske, at alle seks sager i komplekset skulle gå om«, siger Preben Wilhjelm.

NARKO DØMMES ANDERLEDES
Hash- og narkosager er noget anderledes end de fleste andre straffesager. De seneste 15 års tid er efterforskningen og forberedelse af sagerne mod f.eks. Pusherstreet blevet meget langvarig og omfattende, og der rejses store sager med mange tiltalte. Men som Preben Wilhjelm siger:

»Allerede for 30-40 år siden begyndte selv de pæne, borgerlige advokater at tale om, at i narkosager var der tale om et juridisk galehus, når det kom til bevisførelsen.«

TVflux ville gerne have haft en kommentar fra Rigsadvokaten på dommen. Men derfra henvises der blot til Rigsadvokatens pressemeddelelse efter ankefristen, hvoraf det fremgår, at reglerne for anklageres samarbejde med politividner fremover vil blive indskærpet. Og så beklages det, at offentligheden måske har mistet tillid til Anklagemyndigheden, fordi en anklager har løjet i retten.

Preben Wilhjelm har i mere end en menneskealder beskæftiget sig med retspolitik og retssikkerhed. Først som folketingsmedlem for det hedengangne parti Venstresocialisterne (VS) fra 1975 til 1984 og siden som skribent med en ph.d. i strafferetspleje som udgangspunkt. Han er aktuel med den netop udgivne bog ”Kampen for retsstaten” i anledning af 100 året for retsreformen i 1919. Foto: Privat.

Tags: politi