Premierløjtnant T.V. Schou, udateret foto

Der var i Danmark stor folkelig opbakning til, at Slesvig skulle forblive dansk. Også da det i 1864 endte med krig mod Preussen (Tyskland) og Østrig. »Vi beder dig, når du sender tyskerne nogle rigtig drøje skud, da at hilse fra os«, skriver broren til en premierløjtnant i Slesvig.

Journalist Mikkel Schou er dykket ned i breve til en slægtning.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var ikke en del af det danske kongerige. Men den danske konge var hertug begge steder, som derfor blev regeret fra København. I 1863 besluttede regeringen, at skrive grundloven om, så Slesvig, hvor omkring halvdelen var danskere, blev en del af Danmark. Holsten derimod, som var overvejende tysk, kunne slutte sig til Preussen.

Det, der siden blev kaldt novemberforfatningen, blev vedtaget i København under protest fra Preussen og Østrig, som ikke mente, at hertugdømmerne kunne skilles. Da den danske regering ikke ville trække forfatningen, den nye grundlov, tilbage besatte preussiske og østrigske tropper Holsten den 24. december og truede med at fortsætte op i Slesvig.

Premierløjtnant ved artilleriet Theodor Valentin Schou skulle forsvare Slesvig ved Dannevirke. Ved årsskiftet fik han en nytårshilsen fra sin far, købmand Hans Henrik Schou i Slagelse. Brevet er dateret den 29. december 1863. Krigen var endnu ikke brudt ud og regeringen lige trådt tilbage, fordi ministrene ikke på kong Christian den niendes opfordring ville trække den nye grundlov tilbage og dermed undgå krig. Faren ønskede sønnen og alle det gamle Danmarks soldater et godt nytår og fortsatte:

Og gid vi dog have ende på det hele vrøvl… Man er så optaget af de ministerhistorier, at man snart bliver gal derover.

Mere krigsberedt var den 25-årige købmand i Bisserup ved Skælskør, Philip Julius Schou. Han var bror til den 30-årige premierløjtnant Theodor Valentin Schou. I tre breve til fronten rammer P.J. Schou den første begejstring og siden den standhaftige men håbløse tro på en sejr.

Den 12. januar 1864 var der endnu håb om, at krigen kunne undgås ved internationale diplomatiske forhandlinger.

P.J. Schou skriver til broren, der er ved Dannevirke:

… Jeg er så glad ved at vide, at du nu er i dit rette element og at du hærder dit legeme og styrker din ånd… Men Gud give, at hverken du eller nogen anden brav soldat må komme tilbage, førend vi have smagt den søde hævn over de halvgale tyskere for al den fortræd, de nu så længe uden anledning have gjort os. Gid den europæiske krig eller omvæltning, som forestår, må ende til vor lykke og til tugtelse for Tyskland.

De danske politikere troede længe, at England, Frankrig og Sverige ville gribe ind militært til Danmarks fordel. P.J. Schou skriver videre om, hvordan han oplever situationen derhjemme:

Det er ellers, kan du tro, en underlig stilling at sidde rolig herhjemme så langt fra bevægelsen, så ganske overladt til sig selv, så man er ene om at skabe og nære sin stemning og kun har de tørre aviser, som bugne af uddrag af udlandets blade. Vi ser de udkommanderede drage bort, vi give dem et godt ord og et pengestykke med på rejsen, vi strikke uldtøj til armeen, vi holde fireskillingssubskriptioner for de forladte familier, vi tale og opmuntre, vi bidrage til at udbrede mod og fortrøstning blandt folk, men deri består også vort hele fædrelandsforsvar herhjemme, vi gør intet nyttigt, vi stole på andre, på Eder, vore brave soldater…

En del af forsvaret ved Dannevirke var kunstige oversvømmelser, der skulle forhindre fjenden i at rykke frem. Om det skriver P.J. Schou:

Det fryser desværre i dag stærkere end de foregående dage og barometeret står meget højt, så det står vel slemt til med Eders ”vandværker”?

Fjenden ville nu kunne komme forbi Dannevirke ved at gå over de oversvømmede områder, der var frosset til is. Og den 4. februar 1864 besluttede hærledelsen at rømme Dannevirke, da de danske styrker var i undertal.

Den 13. februar 1864 skrev P.J. Schou igen til sin bror, som nu formentlig var i Fredericia. Dannevirke var blevet rømmet og hæren havde trukket sig op til det nordligste Slesvig. Danskerne troede, at Dannevirke var det sikre værn mod tyskerne, og en rømning blev betragtet som kong Christian den niendes og den øverstkommanderende general de Mezas forræderi.

Gid aldrig du eller nogen anden soldat må tabe denne sag, gid aldrig Eders mod og tapperhed må svigtes af kongens og hans omgivelsers usle holdning. Tak for den beskrivelse, du giver mig af tildragelserne derovre og af Eders sørgelige tilbagetog. Natten mellem fredag og lørdag og selve denne dag, da I trak Eder tilbage, hørte vi her ved stranden (Bisserup strand omkring 160 km fra Dannevirke, red.) temmelig vedholdende og levende kanontorden og troede, at nu stod stillingen sin prøve. Vel var vi forberedte på, at stillingen kunne blive taget og skønt uden militær indsigt tænkte vi os også efter en sådan indtagelse vanskeligheden ved et tilbagetog, men vi drømte ikke om nødvendigheden (og kun derom kan der vel tales) af at trække bort uden kamp.

Uden vor tids radio, tv og internet var det svært at få friske nyheder, ser man af brevet.

Vi kunne hernede, hvor først sent efterretningerne nå frem, ikke afvente aviserne og kørte da op til Slagelse søndag morgen for at høre nyt. Her mødte vi den sørgelige tidende. Jeg skal ikke nægte, at jeg med alle andre delte den almindelige harme og sorg… Vi tvivlede ikke et øjeblik om hæren, men vor vrede vendte sig imod kongen... Som sagerne er oplyst at have stået ved Dannevirke, må vi takke krigsrådet for dets beslutning at drage tilbage af fri vilje… Vi følge krigens gang med stadig spændt opmærksomhed, alle vore tanker og ønsker gå ud på sejr i Eders hånd og hævn over fjenden, og vi er visse på, at det alt vil ske således, fordi vor sag er retfærdig… Du kan tro, at jeg herude blandt bønderne kan se, hvor stærkt hjerterne slå, hvor bestemt alle er på at ofre alt for vor ret og ære og aldrig at opgive kampen, før vi ikke have en skilling eller en soldat tilovers… Du skulle se, hvorledes min butik om aftenen, når bladene kommer, bugner med folk, som med ivrighed følge mine oplæsninger af telegrammer og korrespondancer.

Det virker også som om, at P.J. Schou er klar til at ofre sin bror for den gode sag.

Dig, kære broder, følger vor interesse særlig og derfor beder vi særlig Guds beskærmelse over dig, medens vi dog ønsker dig at komme med i en rigtig varm kamp, og beder dig når du sender tyskerne nogle rigtig drøje skud, da at hilse fra os.

Den 25. marts 1864 var de østrigske tropper rykket op gennem Jylland. I aviser og blandt folket hånes hæren og dens ledere for ikke at kunne stoppe fjendens fremrykning. J.P. Schou vil gerne tro, at hæren gør sit bedste. Men til broren skriver han:

… Folket forlanger våbenkamp og sejr, og skønt folket indser, at dette forlangende i det hele taget ej kan opfyldes, mener det dog, at der pletvis kunne være udrettet mere til fjendens skade… Når de i fredstid ansete førere har slidt forgyldningen af sig, vil de yngre i krigen opdragne førere melde sig, og da vil vi ved vor udholdenhed, med en med kraft ført guerillakrig gøre vore fjender kede af deres promenade til Jylland, som de desværre hidtil har udført med bekvemmelighed, men rigtignok også uden laurbær.

Endnu forestillede J.P. Schou sig, at krigslykken ville vende og danskerne igen få herredømme over Slesvig.

Da skulle alle de selvbestaltede tyske embedsmænd i Slesvig fly som avner for vinden, ja skal enhver voldshandling blive hævnet i røvernes blod, da skulle vi bygge et nyt Dannevirke ti gange stærkere end tilforn, ja skal der knejse en løve lige ved Ejderen ti gange større og ti gange mere trodsig end den nedrevne ved Flensborg.

Men sådan kom det ikke til at gå. Den 18. april blev danskerne stormet ved Dybbøl, og igen den 29. juni på Als. Dermed var krigen slut og Danmark havde tabt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Der skulle gå to generationer, inden det dansksindede Nordslesvig i 1920 kom tilbage til Danmark, som Sønderjylland. Flensborg og en grænse ved Ejderen var tabt for altid.

Theodor Valentin Schou overlevede krigen. Han endte sin karriere som oberstløjtnant og blev siden en dygtig frugtavler i Slagelse. Broren Philip Julius Schou blev senere direktør for Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Tags: historie