BEFRIELSEN FRA NAZISME OG FASCISME
9. maj 2015
Herboende russere fejrede i København afslutningen på den store fædrelandskrig den 9. maj 1945.
I taler på Røde Plads på Nørrebro blev der gjort opmærksom på, at det var en sejr over nazisme og fascisme.
AF MIKKEL SCHOU
Dans og musik på Røde Plads på Nørrebro markerede afslutningen på det som Sovjetunionen kaldte den Store Fædrelandskrig. Det var krigen mod Nazityskland, der varede fra 1941 til 1945. I 1939 indgik Sovjetunionen og Tyskland en ikke angrebspagt, som skaffede Tyskland ro til erobringer mod Vest og Sovjetunionen en frist til at gøre sig klar til krig.
Det var herboende russere der havde arrangeret opvisning i anledning af 70 årsdagen for afslutningen på krigen mod Tyskland med blandt andet børn der dansede i fred og pludselig blev afbrudt af krigsudbruddet, hvor tilskuerne over højttalere kunne høre den dramatiske meddelelse fra en radioudsendelse fra 1941, der proklamerede, at Sovjetunionen nu var i krig mod fascismen, da Hitlertyskland havde overskredet den sovjetiske grænse.
Et optog på omkring 20 russere gik i dag fra Kongens Nytorv i København til den russiske ambassade, hvor der i en tale blandt andet blev sagt, at man skulle trodse krigsoprustningen i Europa og kæmpe på ord i stedet for. Der blev sunget vemodige sange fra hjemlandet.
Russerne oplever den 9. maj ikke kun som en sejrens dag, men også som fredens.
Sovjetunionen bragte de største ofre under 2. verdenskrig med 27 millioner døde, hvoraf over halvdelen var civile. Storbritannien og USA bidrog tilsammen med under 900.000, mens Tyskland mistede 8 millioner mennesker.