Attentatet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København er ikke tragisk i dets omfang men i dets symbolik. Det var formentlig heller ikke politisk men emotionelt motiveret. Det gør det på samme tid forudsigeligt og diffust. På dét kan der ikke reageres rationelt.

KOMMENTAR AF MIKKEL SCHOU

Mindre end 24 timer efter attentatet i København tyder det på, at gerningsmanden var motiveret af krænkende omtale af en muslimsk profet. Angrebet mod Krudttønden, hvor der var debatmøde om retten til at udføre netop denne krænkelse, kommer derfor ikke som en uforklarlighed.

TV-fotograf gør klar til skud ved synagogen

Det uforklarlige ved angrebet på synagogen ligger i timingen. For visse radiale islamister er Israel en hovedfjende, og derfor betragtes alle jøder som et legitimt mål. Det overraskende er, at angrebet fandt sted netop som der efter det oplyste ved midnatstide stadig afholdtes en konfirmationsfest. Så vidt vides er synagogen tom på det tidspunkt af døgnet den meste del af året.

Vel må attentatet fordømmes. Tiden vil måske vise, hvad der egentlig drev gerningsmanden. Foreløbig er der tale om de sædvanlige mistænkte. Her sandsynligvis en radikaliseret muslim, der ikke tålte fornærmelser af sin profet Mohammed. Og de sædvanlige ofre for den tankegang: Såkaldte satirikere og jøder.

Man kan dårligt kalde den slags forbrydelser for politisk motiveret. De bunder i en religiøs oplevelse og er dermed af emotionel karakter.

Derfor var handlingen forudsigelig. Men det gør den lige så diffus for politiets præventive arbejde. Vi ville gerne overvåge alle, der kan menes at have potentiale til at udføre slige gerninger. Men det kan vi ikke. Spørgsmålet er også, om vi må, hvis vi vil bevare det frie samfund, som vi hylder, og som attentatet påstås at være et angreb på.

VOX POPULI
Statsministeren ankom i aftes til Krudttønden for at udtrykke sin (af)magt og afsky. På alle danskeres vegne. Det er let at affeje det som en television opportunity. Selvom det virkede som en iscenesættelse, havde det været lige så slemt, hvis hun ikke havde gjort det. Er statsministeren så ufølsom, at hun ikke dukker op ?

Ligesådan med justitsminister Mette Frederiksen, der dukkede op ved synagogen om søndagen. Hendes hænder fortæller om den knugende stemning og, formoder man, politiets øverste chefs manglende mulighed for at have forhindret denne ulykke.

En (ud)talsmand ved synagogen svarede på et spørgsmål fra verdenspressen, at man nok skulle forvente, at et uvist antal danske jøder ville flytte til Israel. Med den – i relation til den meget større terrortrussel dér – noget pudsige bemærkning, at i Israel kunne de føle sig mere sikre.

Tid til dansk humor under afspærring af Nørrebro Station

Fred være med alle dem, der forsøger at udnytte situationen til politisk spin. Det er glædeligt, at der endnu ikke er opstået en oppisket folkestemning i København.

Alt tyder på, at situationen er under politiets kontrol. At den ikke var det før attentatet, må vi lære at leve med.

Deltagere fra debatmødet på Krudttønden fortæller dagen efter verdenspressen om deres oplevelser

Tags: overvågning, politi